Husk:
Tjek kalenderen!
Opdateret:
09/02-2010

latest events

Free Hit Counter

Vedtægter:

Vedtægter for Daydreamers Tølløse.
Stiftet den 18. oktober 1992.

§ 1 Navn og adresse:

Stk. 1. Foreningens navn er: Daydreamers
Stk. 2. Foreningens postadresse er pt.: Holtevej 52, 4370 St. Merløse

§ 2 Formål:

Foreningens formål er, at udbrede kendskabet til og interessen for amerikanske biler.

§ 3 Medlemskab:

Stk. 1. For at blive medlem af foreningen skal man have interesse for amerikanske biler.
Stk. 2. Medlemskab kan nægtes, hvis et af de i § 4 nævnte forhold foreligger.
Stk. 3. Prøvemedlemskab er obligatorisk og er 3 måneder.
Prøvemedlemskab går frem til næste kvartal.
Prøvemedlemmer kan ikke købe tøj med klubmærke, førend den ovenstående prøvetid er udløbet.
Stk. 4. Ægtefæller/samlever samt børn, er automatisk medlem og har stemmeret.
Dog er børn under 18 år uden stemmeret.
Ved fyldte 18 år, overgår man til eget medlemskab, uden indmeldelsesgebyr.
Stk. 5. Kontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling.
Kontingent er pt. fastsat til kr. 180,- pr. kvartal, der betales forud med forfald den 01.01., 01.04., 01.07. og 01.10. med sidste indbetalingsdato d. 10’ende i måneden.
Ved indmeldelse betales p.t. kr. 180,- i indmeldelsesgebyr + 1 kvartal p.t. kr. 180,-.
Ved indmeldelse midt i et kvartal betales for resterende periode.
Strafgebyr ved for sen indbetaling af kontingent er kr. 50,-.
Stk. 6. Udmeldelse sker såfremt sidste frist for kontingentindbetaling overskrides med 30 dage.
Senest 10 dage inden denne dato tilgår en skriftlig advarsel.
Stk. 7. Ønskes medlemskab genoptaget efter udmeldelse grundet restancer, betales dobbelt indskud samt første kvartals kontingent.
Stk. 8. Ved udmeldelse af klubben, skal jakke-r/fleecetrøje-r retuneres til klubben, hvor de sættes til salg blandt medlemmer.
Såfremt de ikke kan sælges inden for 1 måned, overgår de til at være klubbens ejendom.

§ 4 Eksklusion:

Stk. 1. Bestyrelsen kan ekskludere/nægte medlemskab til et medlem/kommende medlem, der forsætligt modarbejder foreningens formål, eller gør/har gjort sig skyldig i forhold eller handlemåde, der – ved pågældendes forbliven/optagelse i foreningen – kan nedsætte dens almindelige omdømme.
Stk. 2. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, hvis medlemmets optræden skader foreningens klubmedlemmer eller inventar.
Stk. 3. Ved eksklusion skal klubbens jakke(r)/fleecetrøje(r) afleveres i klubben, hvorfra de udbydes til salg til værende medlemmer.
Såfremt de ikke bliver solgt i løbet af 1 måned, overgår de til at være klubbens ejendom.

§ 5 Generalforsamling:

Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i 4. kvartal.
Vil som standard afholdes første lørdag i oktober.
Kan dette ikke overholdes, vil der i indkaldelse til generalforsamling blive gjort særligt opmærksom på ændring af afholdelses dag for ordinær generalforsamling.
Bestyrelsen indkalder medlemmerne skriftligt med mindst 5 ugers varsel.
Stk. 2. Forslag til dagsordenen skal være formanden i hænde, senest 2 uger forud for general-forsamlingen.
Forslag om vedtægtsændringer skal dog være formanden i hænde senest 4 uger forud for general-forsamlingen.
Endelig dagsorden fremlægges på generalforsamlingen.
Stk. 3. Generalforsamlingens dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af ordstyrer (må ikke være medlem af bestyrelsen)
2. Formandens beretning
3. Fremlæggelse af regnskab
4. Indkomne forslag
5. Fastsættelse af kontingent
6. Valg:
a. Valg til bestyrelse i henhold til § 7
b. Valg af suppleant 1, 2 og 3 til bestyrelsen for 1 år af gangen
c. Valg af regnskabskontrollant
7. Kåring af ”Årets Daydreamer”
8. Evt.
9. Formanden takker af
Afstemning sker ved håndsoprækning og almindeligt stemmeflertal, bortset fra de afstemninger der omhandler vedtægtsændringer og foreningens ophævelse.
Skriftlig afstemning skal dog foretages såfremt et eller flere medlemmer ønsker det.
Ethvert fuldgyldigt medlem som er fyldt 18 år, og som ikke skylder i kontingent eller har anden økonomisk udestående, har ret til at deltage i forhandlinger og afstemninger.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af stemmeberettigede fremmødte.

§ 6 Vedtægtsændringer:

Stk. 1. Vedtægtsændringer skal vedtages på en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer for at have gyldighed.
Stk. 2. Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, som de vedtages på.

§ 7 Bestyrelse:

Stk. 1. Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 5 medlemmer og 3 suppleanter.
Stk. 2. Bestyrelsen vælges af den ordinære generalforsamling for 2 år af gangen.
Der er mulighed for genvalg.
Formanden og kassereren vælges særskilt af generalforsamlingen.
Formanden er på valg i lige år - kassereren og næstformanden er på valg i ulige år.
De 2 øvrige bestyrelsesmedlemmer er på valg på skift.
Stk. 3. Bestyrelsen konstituerer sig selv – bortset fra formand og kasserer, som vælges særskilt af generalforsamlingen – med næstformand, sekretær og menigt bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen kan nedsætte særlige udvalg bestående af øvrige medlemmer, eller udpege enkelte medlemmer til varetagelse af foreningens opgaver og interesser.
Stk. 4. Der skrives referat fra alle bestyrelsesmøder, disse fremlægges på følgende klubmøde.
Stk. 5. Bestyrelsen disponerer og beslutter sammen med de fremmødte medlemmer på klubmøderne hvad evt. økonomiske midler skal bruges til.
Stk. 6. Bestyrelsen passer klubbens drift, herunder indkøb og salg til/i baren.
Bestyrelsen åbner klubben til dens arrangementer.
Dispensation kan gives til klubbens øvrige medlemmer.

§ 8 Tegningsret:

Stk.1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer i forening.
Ved væsentlige økonomiske dispositioner (over kr. 10.000,-) tegnes foreningen af hele bestyrelsen.
Stk.2. I forhold til tredjemand hæfter foreningen alene med sin formue.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtigelser, der påhviler foreningen.

§ 9 Økonomi og regnskab:

Stk. 1. Driften finansieres ved indtægter fra kontingent, salg af varer og øvrige aktiviteter, samt evt. tilskud fra kommune eller andre offentlige myndigheder.
Stk. 2. Foreningens regnskabsår følger generalforsamlingen.
Foreningens regnskab skal fremlægges og kontrolleres ved samtlige bestyrelsesmøder og fremlægges på efterfølgende klubmøde.
Den på generalforsamlingen valgte revisor reviderer årsregnskabet, inden det forelægges på den ordinære generalforsamling.
Revisoren skal revidere kassebeholdningen og foreningens bilag mindst en gang i hvert kvartal.

§ 10 Arrangementer:

Stk. 1. Al tilmelding til arrangementer i klubben er bindende, og udeblivelse fra et sådan, berettiger ikke til refundering af evt. forudbetalinger.
Stk. 2. Arrangementer er alle aftaler der er indgået i klubben, og aftaler som vedrører klubbens drift.

§ 11 Ekstraordinær generalforsamling:

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes når mindst 1/3 af medlemmerne skriftligt overfor bestyrelsen udtrykker ønske herom.
Senest en måned efter begæring er fremsat, afholdes den ekstraordinære generalforsamling.
Indkaldelse og dagsorden senest 2 uger før.

§ 12 Klubhus:

Klubhuset Holtevej 52, 4370 St. Merløse, er stillet til rådighed af familien Colbe.
Huset skal vedligeholdes regelmæssigt og holdes i stand og må ikke forringes i værdi.
Opsigelse kan ske, fra henholdsvis udlejers og lejers side, med 12 måneders varsel.
Ved fraflytning fra klubhus på Holtevej 52, med deraf følgende tilbagelevering til familien Colbe, skal alle påbegyndte forbedringer og vedligeholdelses arbejder, såvel indvendige som udvendige, være afsluttet.

§ 13 Foreningens ophævelse:

Stk. 1. Foreningen kan ophæves, når forslag herom har været optaget på dagsordenen på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.
For vedtagelse kræves at mindst halvdelen af foreningens medlemmer er til stede og mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget.
Stk. 2. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, hvor ikke mindst halvdelen af foreningens medlemmer er til stede, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling.
Beslutning om foreningens ophævelse kan hér træffes når mindst 3/4 af de afgivne stemmer for forslaget, uanset hvilket antal medlemmer der er til stede.
Stk. 3. Vedtagelse af foreningens ophævelse skal være ledsaget af bestemmelse om anvendelse af foreningens midler.
Midlerne skal bruges på velgørende formål.
Kan der på generalforsamlingen ikke blive enighed om hvortil midlerne stiles, træffer seneste bestyrelse endelig beslutning, med udgangspunkt i de stillede forslag.
NB. Kommunal/statsligt krav at tilbageværende midler bruges på velgørende formål, ved ophævelse af forening.

Daydreamers Hjemmeside:

www. daydreamers.dk
7. oktober 2006